25 april, 2017
Jussi Adler Olsen’s Lejlighed Til Salg i Barcelona
Autentisk og Artistisk 4 Værelses Bohemian ved Vandet
Hvorfor vi elsker denne lejlighed
Beliggenhed i den mest autentiske del af Barceloneta i en bred og lys gade med træer på begge sider. Lejligheden, der er på 110 m2, er fuldt renoveret og smukt møbleret og indrettet af to kunstneriske sjæle med forkærlighed for varme farver. De nuværende ejere, den verdenskendte danske forfatter Jussi Adler-Olsen og hans hustru malerinden Hanne Adler, har valgt at indrette i en skandinavisk stil kombineret med nogle af de bedste catalanske traditioner. Lejligheden emmer af den kærlighed og det liv, den er blevet fyldt af. Hver eneste detalje er gennemtænkt – intet er tilfældigt her.
Lejligheden indeholder et pænt stort indgangsparti, hvor man f.eks. kan opbevare sine cykler og sit overtøj. Fortsætter man til højre kommer køkkenet, der er skandinavisk inspireret med en høj disk, hvor man kan spise morgenmad eller hygge med et glas vin, mens maden bliver tilberedt. Længere til højre fortsætter lejligheden med tre værelser med dobbeltseng og et værelse med enkeltseng samt to smukke badeværelser, begge med brus. For enden er der et lille studie med panoramavindue, hvor man kan arbejde i fred og ro og masser af lys. Her har Jussi Adler-Olsen skrevet på Afdeling Q, kæmpesuccessen, der nu er udgivet på 42 sprog.
Udover for et par at være fantastisk at opholde sig i både sommer og vinter, så egner lejligheden sig perfekt til den store familie eller en gruppe af venner, der skal nyde Barcelona sammen.
I den modsatte ende af lejligheden finder man den store dagligstue med to fløjdøre ud til en altan, der strækker sig langs hele stuen. Det perfekte sted at slikke solskin, læse en bog eller hygge og nyde de smukke omgivelser med catalansk arkitektur og alle træerne neden for altanen. Takket være placeringen, der i Danmark svarer til 3. sal, er der sol næsten hver dag året rundt.
Alt i alt en dejlig lys lejlighed, hvor man har mulighed for at åbne vinduer/døre i begge ender, så man får en let brise selv på meget varme sommerdage.
Det er muligt at købe lejligheden enten møbleret eller umøbleret. Vælger man at overtage indretningen får man:
- 110m2
- En i 2013 fuldstændig gennemrenoveret lejlighed med smukke kakler på samtlige gulve
- 4 soveværelser
- 2 badeværelser med brusesektioner bag glas/vægge og gulve beklædt med smukke kakler
- Altan
- Elevator
- Fuldt møbleret*
- Fuldt udstyret køkken (ovn, gaskomfur, microwave, amerikansk køleskab/frys/køl, køkkenmaskiner)
- Vaskemaskine og tørretumbler i separat vaskerum
- Kraftigt internet, Movistar-tv-kanaler med mulighed for at overføre til ny ejer
- Fællesantenneanlæg med spanske kanaler
- Et utal af dansk og skandinavisk TV via Dune-box. Box kan inkluderes i prisen
- Air conditionering i alle soveværelser
- Gulvvarme i alle rum
- Effektivt og nyt gasfyr der med lethed forsyner lejligheden med gulvvarme og varmt vand
- 3-lags lydisolering ind mod nabolejligheden
*Fuldt møbleret inkluderer alt lige fra malerier til køkkenmaskiner. Det eneste, der ikke er inkluderet er cyklerne og de grønne vin glas med tilhørende karafler.
Pris: 650.000 €
Nabolaget
Barceloneta er den mest trendy bydel i Barcelona med dets umiddelbare nærhed til de endeløse, hvide sandstrande og promenaderne langs den spændende havnefront. I denne bydel kan man få alt hos de lokale handlende. I denne centralt beliggende landsby midt i byen er der ugenert og sikkert at bo. Her er alt inden for rækkevidde. Born-kvarteret med alle dens fantastiske designerbutikker, spraglede gader og trendy spisesteder. Lige så tæt er vi på forlystelsesøen med shoppingmalls og restauranter med udsigt ud over vandet. Vi har vores egen park bare tre minutters gang væk, og intet andet sted i byen kan man få rørt kroppen i friskere luft og med større udsyn.
Kort sagt, så har man i denne lejlighed alle de bedste muligheder, som Barceloneta kan tilbyde.
Få skridt ned ad gaden og du befinder dig på stranden eller på den fantastiske åbne markedsplads med mange fantastiske cafeer. I selve gaden ligger to af byens mest berømmede restauranter, og bare et par hundrede meter væk, så går du på havnepromenaden ned mod Columbus søjlen og Ramblaen. Lige i nærheden ligger metrostationen, Barceloneta (L4), hvorfra du kan komme til midtbyen på 90 sekunder eller til Plaza Catalunya på bare tre minutter.
Lige ved indgangsdøren til lejligheden finder du direkte i stueetagen et velassorteret supermarked DIA, et lokalt marked med frisk frugt og grøntsager, og ikke mindst hele to bagere i tværgaden, hvoraf den ene, Baluard, er byens mest berømmede med sit altid helt friske stenovnsbrød. Frisk fisk og kød finder man lidt længere nede i det klassiske marked Mercat de la Barceloneta – her er alle de bedste ingredienser for en lækker middelhavs middag.
Barceloneta er en yderst levende, original bydel med et stort udvalg af restauranter, så hvis I ikke orker selv at lave med en dag, så tag en slentretur enten til havnen eller til stranden og lad dig overvælde af de mange gastronomiske muligheder.[:]